Jeg har hele mit liv fået at vide, at jeg ikke duede til noget, og jeg aldrig ville blive til noget, lige meget hvad jeg gjorde. Det har sat sig som dybe mærker i mig, og jeg har aldrig rigtig troet på noget af det, som jeg gik i gang med, og i en alder af 23 er gymnasiet det eneste, som jeg har at hive frem, og det med en eksamen, som ikke er brugbar på grund af gennemsnittet, som kun lige er bestået.
Jeg ville videre
Jeg snakkede med min eneste ven om det og valgte derefter at snakke med min læge. De foreslog mig at søge professionel hjælp, og at psykoterapi måske ville være en god mulighed for at få mere selvværd og indse, at jeg havde meget mere at byde ind med som menneske, og at jeg var væsentligt bedre begavet, end min karakterer viser.
Jeg kiggede rundt på nettet, men først da jeg fik snakket med dem, som jeg nu bliver behandlet hos, følte jeg, at jeg var kommet på rette hylde. Aldrig før har jeg følt, at jeg i den grad er blevet taget alvorlig, og jeg for første gang i mit liv kunne fornemme, at jeg kunne se lysere på fremtiden og havde mod på at prøve noget nyt og spændende.
Det var det rigtige
Jeg er efterfølgende blevet uddannet som socialpædagog, og jeg har for første gang i mit liv en kæreste, som har holdt i mere end et par måneder. Livet ser lysere ud, der er mange ting at se frem til, og det hele skyldes de terapeuter, som jeg fik behandling hos, og som gav mig redskaber og vejledning for at jeg kunne komme ud over mine komplekser og se hvilket menneske, jeg er, og hvor meget jeg har at give til de mennesker, som jeg møder på min vej.